NemKonto for borgere

Alle borgere i Danmark skal have en NemKonto. Din NemKonto er den bankkonto, som alle offentlige myndigheder udbetaler penge til.

Søger du Nemkonto blanketten?

Har du ikke MitID og ønsker en udenlandsk bankkonto som din NemKonto, finder du NemKonto blanketten her:

NemKonto blanket til borgere. (pdf) 

Hvad er Nemkonto?
NemKonto er det fællesoffentlige udbetalingssystem. Alle udbetalinger fra det offentlige bliver overført til din NemKonto. Det betyder, at du skal have en NemKonto for at modtage eksempelvis overskydende skat og dagpengerefusion. Din NemKonto er desuden en helt almindelig bankkonto, som du har i forvejen, og du vælger selv hvilken af dine bankkonti, du ønsker at benytte som din NemKonto.

Det er Digitaliseringsstyrelsen, der er ansvarlig for NemKonto.

Anvisning af NemKonto i et pengeinstitut

Ifølge Lov om offentlige betalinger skal en anvisning af NemKonto ske til et pengeinstitut. I Danmark er det Finanstilsynet, som vurderer, hvornår en virksomhed kan få tilladelse til at betegne sig som et pengeinstitut. Ved en anvisning af NemKonto er det vigtigt, at du er opmærksom på, at visse virksomheder ikke har de nødvendige tilladelser til at drive virksomhed som et pengeinstitut. Digitaliseringsstyrelsen anbefaler, at du undersøger forholdene i den virksomhed, som du ønsker at anvise en NemKonto hos. Du bør altid sikre dig, at virksomheden er et pengeinstitut med tilladelse. Hvis du er i tvivl, om den virksomhed, som du ønsker at anvise en NemKonto hos, har tilladelse til at drive virksomhed, som et pengeinstitut, bør du kontakte Finanstilsynet eller slå virksomheden op på www.finanstilsynet.dk.

NemKonto i dansk pengeinstitut
Skal du have en dansk konto som din NemKonto bedes du kontakte dit pengeinstitut, eller logge på selvbetjeningsløsningen med MitID på nemkonto.dk.

NemKonto i udenlandsk pengeinstitut

Med MitID
Den nemmeste måde at få en udenlandsk NemKonto på er ved at bruge dit MitID på vores selvbetjeningsløsning. Klik ’log ind som borger’ i boksen til højre og naviger herefter ind på siden ’Udenlandsk NemKonto’. Herfra kan du selv anvise en udenlandsk NemKonto ved at udfylde felterne og trykke på ’gem’.

Bemærk, at ikke alle lande benytter IBAN og BIC (SWIFT). I disse tilfælde bedes du udfylde felterne ’Kontonummer’ og ’bankkode’ og evt. ’BIC-kode’.

For mere information om MitID kan du læse her: https://www.nemkonto.dk/Borger/NemKonto-og-NemID .

Uden MitID
Hvis du ikke har MitID, og ønsker en udenlandsk NemKonto, skal du sende følgende dokumentation til Digitaliseringsstyrelsen, før en anvisning kan finde sted:

1)     NemKonto blanket for borgere med en underskrift bekræftet af notar, advokat eller to vitterlighedsvidner - find blanketten her (pdf).

2)     Kopi af gyldig legitimation.

 

Du bedes sende dokumentationen enten via kontaktformularen eller via fysisk post. 

Du kan sende din dokumentation via denne kontaktformular.

Alternativt kan du sende dokumentationen med fysisk post til følgende adresse:

Erhvervsstyrelsen
Att.: NemKonto Support
Dahlerups Pakhus
Langelinie Allé 17
2100 København Ø
Danmark

 

Hvad sker der nu?
Hvis den tilsendte dokumentation er fyldestgørende, og der kan anvises en NemKonto,vil du modtage et aktiveringsbrev efter anvisning. Aktiveringsbrevet sendes via fysisk post til din registrerede adresse.

Bemærk venligst, at vi ikke kan sende aktiveringsbrevet via e-mail eller til en alternativ adresse af sikkerhedsmæssige årsager.

Hvor kan jeg se min NemKonto?

Når du logger ind i selvbetjening, kan du under ’Din NemKonto’ i venstre menuen se, hvilken af dine bankkonti, der er valgt som din NemKonto. For at logge ind skal du bruge dit personlige MitID.

Hvis du endnu ikke har aktiveret din MitID, kan du læse mere om dette på www.mitid.dk
.
Læs mere om Brug af NemKonto