Hvis du lige er fyldt 18 år, eller gør det inden længe, vil du i flere tilfælde begynde at modtage penge fra det offentlige. Måske begynder du på en uddannelse og skal have SU. Eller du flytter hjemmefra og har ret til boligstøtte.
I alle tilfælde vil det offentlige skulle bruge et bankkontonummer til at indbetale pengene på. Det er den konto, som hedder NemKonto.
NemKontoen kan også bruges af private udbetalere. Det kan være tilfældet, hvis du har et fritidsjob, og du og din arbejdsgiver har aftalt, at din løn skal udbetales til din NemKonto.
Du bestemmer selv, hvilken konto, der skal være din NemKonto. Du skal selv give besked om, hvilken bankkonto, det skal være. Du kan bede banken om at oplyse NemKontoen til os, eller du kan selv gøre det ved hjælp af selvbetjeningsløsningen hér på siden. Du skal bruge dit MitID til at logge ind på selvbetjeningen og derefter indtaste kontooplysninger på den konto, du vil have som din NemKonto.
Hvis du bruger selvbetjeningsløsningen, vil du modtage et fysisk brev med post, som indeholder en kode, som du skal bruge til at aktivere din NemKonto. Det kan tage lidt tid, inden brevet kommer med posten. Derfor er det hurtigst at få din bank til at anvise din NemKonto.