Du kan få kompensation for udbetalinger, som du ikke har modtaget på grund af fejl eller svindel med oplysninger i NemKonto-systemet.
Du kan ikke få kompensation for andre tab, du har lidt som følge af den manglende udbetaling, eksempelvis renteudgifter eller tabte renteindtægter.
Det er en forudsætning for kompensation, at du sender din ansøgning senest 13 måneder efter, at du skulle have modtaget udbetalingen, du søger om kompensation for.
Det er desuden en forudsætning for, at du kan modtage kompensation, at du kan dokumentere, at du har haft ret til den pågældende udbetaling.
Hvis der er tale om svindel med NemKonto, skal du også kunne dokumentere, at du har politianmeldt forholdet.
Det er en forudsætning, at du ikke selv har bidraget til fejlen eller svindlen. I visse tilfælde kan kravene være lempet, hvis du eksempelvis lider af psykisk sygdom eller af anden grund har kognitive udfordringer.
Du kan ikke modtage kompensation, hvis du allerede har fået beløbet kompenseret på anden måde. Eksempelvis kan du ikke få kompensation, hvis din bank eller arbejdsgiver allerede har dækket dit tab, eller hvis dit tab er blevet dækket af en privat forsikring eller lignende.
Hvis du modtager kompensation fra anden side, efter du har ansøgt om kompensation til digitaliseringsstyrelsen, er du forpligtet til at oplyse Digitaliseringsstyrelsen herom. I de fleste tilfælde vil du være forpligtiget til at tilbagebetale kompensationen.