Ventekonto

Her kan du læse mere om, hvordan du skal forholde dig, hvis du har penge stående på ventekontoen.

Længere sagsbehandlingstid for manuelle udbetalinger

Digitaliseringsstyrelsen har fået ekstraordinært mange henvendelser om manuelle udbetalinger fra ventekontoen. Derfor er der lige nu længere sagsbehandlingstid end forventet. Vi behandler sagerne hurtigst muligt.

Den forlængede behandlingstid betyder, at der pr. 27. november 2025 kan gå op til 20 uger, før vi påbegynder behandlingen af de sager, der er senest indsendt.

Den længere ventetid gælder kun manuelle udbetalinger fra ventekontoen og ikke anvisning af NemKonto eller registerindsigter – for de sager er der fortsat 8-10 ugers sagsbehandlingstid.

Hvis den forventede ventetid ændrer sig væsentligt, vil det fremgå her på siden.

Hvad er ventekontoen?

Hvis du skulle modtage en udbetaling fra en offentlig udbetaler, men ikke havde en NemKonto på udbetalingstidspunktet, kan beløbet være overført til en ventekonto hos Digitaliseringsstyrelsen. I FAQ’en nedenfor kan du se, hvilke offentlige udbetalere, der har været tilknyttet ventekontoen. 

En NemKonto er den konto, som offentlige myndigheder i Danmark benytter til at udbetale ydelser til borgere. Du kan læse mere om NemKonto her.

Hvis du anviser en NemKonto, vil beløbet fra ventekontoen automatisk blive udbetalt til din NemKonto. Du har også mulighed for at få pengene udbetalt uden en NemKonto. 

På denne side kan du læse mere om dine muligheder for at få pengene udbetalt fra ventekontoen – med eller uden NemKonto – og finde den løsning, der passer bedst til din situation.

Muligheder for udbetaling

FAQ og yderligere information

Opdateret d. 28. november 2025