Med den nye ordning om offentlig tjeneste sker udbetaling af kompensation som ”de minimis-støtte”.
Med den nye ordning om offentlig tjeneste udbetales kompensationen som de minimis-støtte. Det betyder, at Digitaliseringsstyrelsen efter EU’s statsstøtteregler skal sikre, at støtten udbetales korrekt, at der ikke sker overkompensation, og at der føres kumulationskontrol med anden støtte, som virksomheden modtager.
Der er fastsat et støtteloft på 750.000 EUR over en periode på tre regnskabsår for, hvor meget de minimis-støtte en virksomhed samlet må modtage. Digitaliseringsstyrelsen er forpligtet til at kontrollere, om dette loft overskrides.
Indtil et nationalt register for statsstøtte er fuldt implementeret, kan Digitaliseringsstyrelsen kun foretage denne kontrol ved, at I på tro og love oplyser:
- hvor meget de minimis-støtte, I allerede har modtaget i de seneste tre år, og
- om I modtager anden støtte for udførelsen af samme opgaver.
Derfor skal I aktivt søge om støtte én gang årligt for de anvisninger, I har udført. I forbindelse med ansøgningen skal I oplyse om eventuel anden statsstøtte, så vi kan sikre, at de minimis-loftet ikke overskrides.
Ansøgningen indsendes via en blanket, som findes øverst på denne side. Blanketten er tilgængelig i perioden 5. januar 2026 til 31. marts 2026, og den kan udfyldes både elektronisk og manuelt.