Hvad er NemKonto?

NemKonto er et fælles offentligt udbetalingssystem, som letter udbetalinger fra det offentlige til borgere og virksomheder. Økonomistyrelsen er ansvarlig for NemKonto.

Virksomhedens NemKonto er en helt almindelig bankkonto

Alle virksomheder i Danmark skal have en NemKonto. Virksomhedens NemKonto er en helt almindelig bankkonto, som virksomheden bruger i forvejen.

Virksomheder, der har flere forskellige bankkonti, bestemmer selv, hvilken af dem man vil bruge som virksomhedens NemKonto. Virksomhederne skal altså ikke oprette en ny bankkonto.

SE- og P-numre kan få deres egen NemKonto

Virksomheder, der har registreret enheder med SE- eller P-nummer, kan indberette en NemKonto til hver af disse enheder.

NemKonto-systemet er en database, som kobler virksomhedens CVR-, SE- eller P-nummer med den bankkonto, som virksomheden har valgt som sin NemKonto.

Slut med checks og kontanter fra det offentlige

Med indførelsen af NemKonto er det stort set slut med udbetalinger fra det offentlige i form af checks eller kontanter.

NemKonto trådte i kraft den 7. november 2005, og mange myndigheder anvender nu virksomhedens NemKonto, når de skal udbetale penge til virksomheden. Men nogle kommer først med i ordningen i løbet af 2006.

Virksomhedsfolder(PDF-fil - 170 Kb, åbnes i nyt vindue)

Til top