Sådan søger du om registerindsigt

Du har ret til at bede om indsigt i de kontooplysninger, som NemKonto-registret indeholder om dig.

Du kan anmode om registerindsigt ved at udfylde en blanket, hvor du oplyser CPR-nummer, navn og adresse. På den måde kan vi identificere dig korrekt og sikkert. Du skal også underskrive blanketten.

Når vi har modtaget din anmodning, sender vi dig oplysningerne fra registeret med posten til din folkeregisteradresse.

Her kan du udfylde og udskrive blanketten  (pdf-fil, åbnes i nyt vindue)

Blanketten sendes til:

NemKonto Support
Lauritzens Plads 1
9000 Aalborg

Hvis oplysningerne er forkerte

Du kan gøre indsigelse til Økonomistyrelsen, hvis du mener, at der er fejl i oplysningerne. Økonomistyrelsen vil så vurdere sagen og sende en afgørelse til dig. Indsigelsen skal være skriftlig, indeholde dit CPR-nr. og sendes til:

Økonomistyrelsen
Landgreven 4
Postboks 2193
1017 København K

Hvis din indsigelse vedrører en såkaldt specifik konto, som en bestemt myndighed udbetaler en ydelse til, skal du dog sende indsigelsen til den pågældende myndighed og ikke til Økonomistyrelsen. Myndigheden vurderer herefter sagen og sender dig en afgørelse.

Du kan klage over afgørelsen

Hvis du er utilfreds med myndighedernes afgørelse af din indsigelse, kan du derefter klage til:

Datatilsynet
Borgergade 28, 5.
1300 København K.

På Datatilsynets hjemmeside, http://www.datatilsynet.dk/, kan du under overskriften ”Værd at vide” læse mere om dine rettigheder, når det offentlige har registreret oplysninger om dig.

Yderligere information

Du er også velkommen til at kontakte NemKonto Support, hvis du har spørgsmål til udskriften fra NemKonto-registret eller til proceduren for at gøre indsigelse og klage. Ring på telefon 44 60 63 68 mellem klokken 7 og 23 alle ugens dage, eller send os en e-mail på support@nemkonto.dk.

Til top